[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]
Jeg er hvid, født og opvokset i Danamark, akademiker og gift med en mand. Når jeg åbner en bog, går i teatret, ser TV og film eller går på museum er jeg vandt til at se mig selv i øjnene og høre min fortælling blive fortalt. Hvorfor har vi mon brug for at blive set og hørt i de historier og udtryk, vi møder i samfundet – og hvad skal vi gøre for bedre at høre de stemmer og historier, vi sjældent møder?
”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”
Citatet er fra Yahya Hassans digt ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” (Yahya Hassan, 2013) og et eksempel på en af de stemmer, vi ikke hører komme til orde så tit i Danmark. I Hassans digte har anden og tredje generations indvandrere en mulighed for at se sig spejlet i de konflikter og den smerte, han oplever med sin familie og kultur; konflikter jeg med min etnisk danske baggrund ikke kender til.
Danmark er fuld af mindretal: hjemløse, astronauter, homoseksuelle, buddhister, afrikanere. Det er naturligt, og også smukt, at et moderne, multikulturelt samfund er sammensat af forskellige størrelse, og at der ikke kan være lige mange af hver af os. At ønske lighed i samfundet betyder vel ikke at udligne mindretal – for hvad ville der så blive af mangfoldigheden? Men at være lige repræsenteret og opleve sin stemme og historie blive fortalt på lige fod med andres, også selvom man er af et mindretal, har betydning for følelsen af at høre hjemme og være til stede.
At spejle sig i sig selv
Sådan har jeg det, når jeg i Tv-serien GIRLS (HBO) griner med på de livs- og kærlighedskriser, de fire piger kløjes i, når Jonathan Safran Foer skriver om barnet, der mister sin forælder i Ekstremt højt og utrolig tæt på, og når forestillinger som I føling på Det Kongelige Teater sætter billeder på min indre frygt for krig.
Det er, vil jeg mene, fortællinger, der taler til mennesker uanset kulturel baggrund – men siger jeg nu blot det, fordi jeg tager for givet, at GIRLS foregår blandt hvide, middelklasse-kvinder som jeg selv, fordi Foers roman portrætterer storbyen i et USA, mit eget land er ved at blive en kopi af, og fordi det teater, jeg ser, benytter sig af æstetiske og fortællermæssige koder, som jeg er vokset op med?
Det er svært at se udover sin egen narrative næsetip, og derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre os selv både som kulturforbrugere og som historiefortællere.
Udveksling af historier
Ifølge psykolog Jerome Bruner er det i udvekslingen af historier om vores eget og andres liv, at identitet konstrueres. Han taler om et samfunds normer for liv og handling som bygget op omkring narrativer om samfundets tro, viden og ønsker.
Denne folkepsykologi, som Bruner kalder det, er afgørende for at føle sig forbundet til et fællesskab. Hvis vi skal tro Bruner, er det altså ikke ligegyldigt for at samfunds fællesskab at så mange som muligt af dets indbyggere er repræsenteret i kunsten og kulturen.
Det synes jeg heldigvis, der er flere eksemler på, at vi gør i Danmark: Yahya Hassan er da stadig en undtagelse, der bekræfter reglen om, at poesi, og da slet ikke poesi af en anden generations indvandrer, bliver en bestseller. Men der er også kulturbastioner som Louisiana, der i efteråret 2015 har åbnet for udstillingen Afrika – Kultur, arkitektur og identitet og kunstnere som Helle Fuglsang, der skaber socialaktivistisk kunst i lokalområder sammen med f.eks. hjemløse i gadeperformancen Lesshomeless og afrikanske kvinder i Klæ’r skaber folk.
Andre eksempler er initiativer som Mix Copenhagen, der viser film om og fra LGBT-miljøet og en forfatter som Eva Tind, der giver stemme til historien som adoptivbarn fra Nordkorea i fotobogen do (2009) og romanen Han (2014).
Endelig vil jeg nævne NextDoor Projects danse-børneforestilling Vi ses, Rafiq-e-man!, som tager fat på den aktuelle flygtningeproblematik i fortællingen om et barn på et asylcenter i Danmark. Ved at repræsenterer de virkelige flygtningebørn og –unge, både som led i sin research og konkret i forestillingen, giver iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez publikum mulighed for at indleve sig i livsvilkår og fortællinger, der er anderledes end deres egne.
Og især i forhold til at tage snakken med vores børn om den verden, vi lever i, er sådanne fortællinger guld værd i en tid, hvor den ekstreme flygtningesituation i Europa nok kan lukke munden på selv de bedste forældre.
Og hvad kan vi så selv gøre…
…for at åbne op for de stemmer, vi ikke hører råbe højest og de historier, der kan ligge skjult bag vores egen selv- og forforståelse? Vi kan for det første dyrke noget af den kunst og kultur, der taler med små stemmer, som jeg har nævnt nogle eksempler på her. Læs, lyt, åben øjnene – og lad jeres egne stemmer tale historierne op, når I bagefter diskuterer bogen, filmen, forestillingen eller udstillingen.
For det andet kan vi begynde at fortælle historier om os selv. Find din egen vej til at fortælle de historier, du ikke plejer at fortælle om dig selv og dit liv – hvad end du skriver facebook-opdateringer eller blogindlæg, komponerer musik eller tegner ud fra dine erfaringer, minder og refleksioner, er det en måde at vise andre, hvem du er. Og husk: vi gemmer alle på små eller store fortællinger, som fortjener at blive fortalt.