kreativitet – Karen Toftegaard ApS

January 6, 2015January 8, 2015

DIWO – Do It With Others

CoreAct Det Rullende Rum foto: Andreas Bergmann — CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann

Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.

Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:

Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.

Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.

Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.

Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.

33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.

Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.

Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.

Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.

DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.

DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.

Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.

January 26, 2014February 5, 2014

Er der nok pauser i dit liv?

I dag er sådan en dag, hvor jeg vågner op og ligger lige så stille i sengen. Med rester i kroppen af nattens drømme der langsomt fortoner sig. Jeg ligger der og lytter til lydene i lejligheden. Jeg ved at der ikke er noget som helst, jeg skal. Jeg griber ud efter blokken ved siden af min seng. Begyndte i går aftes, eller rettere i nat, da jeg kom hjem, på en skitse over hvilke elementer der skal være i en ny bog, jeg arbejder på.

En uventet hovedperson

Da jeg har blok og pilot-pennen i hænderne, skriver jeg bare. En hovedperson som jeg slet ikke har forventet, men som jeg alligevel kender utroligt godt, viser sig. En handling som jeg heller ikke har forudset finder lige pludselig vej der til papiret. Og min glæde spreder sig til hele kroppen over, at ordene og strukturen så ubesværet bliver til genkendelige mønstre på papiret. Det er lykkefølelsen af kreativt flow, som jeg også beskriver i bogen “Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” (sammen med Eva Wang Gøttrup), der udkommer på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck april 2014. [Reklame slut]

Hvorfor nu?

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor ordene flyder nu og bliver til mønstre. Jeg har haft en idé til en bog i lang tid – eller rettere til flere. Jeg har skrevet hist og her. Men i december kunne jeg mærke, at jeg tog beslutningen om hvilken idé, jeg brændte mest for. Selvom jeg hele tiden ikke havde lyst til at sige det højt. Hverken til mig selv eller andre. Hvorfor kommer det til mig nu? Og så ved jeg det jo godt. Fordi der denne søndag morgen er tid og ro til det. Det er ikke mystisk eller magi. Der er helt enkelt plads til, at disse mønstre kan tage form og komme ud.

Pausen giver plads til kreativiten

Og så bliver jeg så glad for pausen. For det er i pausen, du giver plads til kreativiteten. Jeg ved, der ikke er nok pauser i mit liv – endnu. Jeg arbejder hele tiden på at tage flere. For det har jeg lovet mig selv. Er der nok pauser i dit liv? Ikke kun til bogidéer men også til at skabe kreative løsninger i dit hverdagsliv og på dit arbejde?

Søndagsoaser og andre pauser

Da jeg lægger blokken fra mig, springer jeg ud af sengen, vasker op efter weekendens udskejelser og får en masse idéer til nye vinkler på de mange markedsføringsopgaver, der ligger og venter på mig. Jeg føler mig priviligeret over, at der både er poesi og pragmatik i mit liv. Samtidigt med at jeg oplever, at der er en synergi imellem begge sider. Især når der er søndagsoaser og andre pauser.

July 24, 2013January 2, 2014

Kreativitet handler om tro, mod og handling

"Alkymisten" af Paulo Coelho er livseleksir for både troen på kærligheden og modet til at forfølge sine drømme. — “Alkymisten” af Paulo Coelho er livseleksir for både troen på kærligheden og modet til at forfølge sine drømme.

Det er sommer og jeg tillader mig den absolutte luksus, det er at gribe en bog under en oprydning og så bare lægge mig på sofaen resten af dagen, fordi jeg har lyst til at læse den – helt til sidste side. Bogen er ”Alkymisten” af Paulo Coelho. Jeg købte den på et bogudsalg for en del år siden, fordi jeg tænkte, det var en klassiker og at den skulle jeg da også læse. Nu fortryder jeg næsten, at jeg ikke har læst den før. Allermest glæder jeg mig dog over, at jeg netop har læst den og stadig bærer dens lærdom friskt i mit hjerte.

Alkymisten fortæller drengen to væsentlige lærdomme:

”Frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt, mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden”.
”Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det, som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom, vi har lært undervejs mod vores drøm. Det er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Det er det, vi på ørkensprog kalder ’at dø af tørst, når daddelpalmerne dukker op i horisonten’…Hver søgen starter altid med begynderheld. Og den ender altid med vinderprøven.” Den mørkeste time kommer altid lige før solopgang”.

Den første lærdom handler om at turde tro på og forfølge sine drømme. Jeg laver uvilkårligt en kobling til hvilken stor betydning, det har at tro på sin kreativitet. Jeg er igang med at skrive på de sidste kapitler i Eva Wang Gøttrups og min bog om kreativitet – “Brug din kreativitet – så du udfolder dit potentiale i din hverdag og dit arbejde“. (Yeah – Nyt Nordisk Forlag udgiver den april 2014). En af de konstruktive overspringshandlinger er at se denne video om kreativitet.

Den understreger netop, at det handler om at tro på sin kreativitet. Det er troen på ens kreativitet og ens handling, der gør hele forskellen – lige som for drengen i Alkymisten.

Fra videoen "Creativity starts with belief" — “Jeg får mange idéer for tiden og skriver dem ned i min notesbog eller også dukker de op på mine morgensider, hvor jeg hver morgen skriver 3 siders streams of consciousness. Ikke for at være forfatter, men for at få renset ud og stillet skarpt på dagens tanker og følelser. Jeg ved at jeg får flere af dem til at ske.” smiler Karen Toftegaard.

Begynderheld og ilddåben

Den anden lærdom handler om at det er meget nemt at miste fodfæstet og troen lige inden man når i mål. Derfor gælder det om at holde ud eller måske snarere bruge kræfter på at komme godt igennem den sidste prøvelse. Samtidigt synes jeg det er en fin pointe, at der også tit er del begynderheld. Det oplever jeg ofte, men har aldrig tænkt over det som en fast del af en proces.

P.S. til den sentimentale:

Jeg smiler særligt over videoen, da tæppet på barnets skuldre forvandler det til supermand, fordi min egen 3½-årige fløj rundt med et rødt tæppe på skuldrene i dag. Han var supermand og kunne løbe meget stærkt – faktisk stærkere end biler og cykler. Den med kosten har han også praktiseret i en periode efter vi havde set den fantasifulde japanske tegnefilm “Kiki – den lille heks”.

July 16, 2013July 19, 2013

Løbeglæde, koncentration og ro

Haruki Murakamis bog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe" inspirerer Karen Toftegaard til at løbe og sætte ord på sin egen forbindelse mellem løb og kreativitet. — Haruki Murakamis bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” inspirerer Karen Toftegaard til at løbe og sætte ord på sin egen forbindelse mellem løb og kreativitet.

Sidste sommer læste jeg Haruki Murakamis bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2008) og bloggede om det. Det er en slags selvbiografisk bog, der beskriver Murakamis passionerede forhold til at løbe. Han reflekterer over sin løbepraksis og vurderer, at det vigtigste han har lært for at være forfatter, har han lært ved at løbe næsten hver dag. Gennem sin løbepassion har han nemlig lært udholdenhed og koncentration. Uden disse to evner ville han, ifølge sig selv, aldrig have skrevet noget interessant.

Løb giver mig ro og koncentration

Sidste sommer læste jeg om Murakamis passion for at løbe. En disciplin jeg selv havde holdt pause fra i mange år. Denne sommer løber jeg flere dage om ugen og nyder den ro og koncentration, jeg får af det. Det er akkurat lige som selvhjælpsbøger. De kan være enormt inspirerende at læse, men essensen af dem får først virkelig værdi, når du mærker den på din egen krop. Når du løber og presser dig selv lidt mere. Når du mærker det der øjeblik, hvor alle delene i din krop pludselig taler sammen, og det er som om rytmen overtager, og du selv bare følger med, fordi du ikke kan eller vil andet. Når du overanstrenger dig og det kribler i hele din krop for at komme afsted igen i stedet for lige at tage en eller to dages pause. Og når du bare er udmattet og sover godt. Og det hjælper mig til at koncentrere mig om bare en idé ad gangen. Når jeg sidder og arbejder, så har jeg for det meste enten en blok eller en Ipad til at stå ved siden af med overskriften “Idéer jeg lige kommer i tanke om, men som jeg IKKE behøver handle på LIGE NU:”. Her noterer jeg alle de idéer, der kommer undervejs, men som ikke har noget med det jeg er i gang med at gøre. Disciplinen og roen til at koncentrere mig om en ting ad gangen har jeg ikke, hvis jeg ikke dyrker enten Bikram Yoga eller løber 5-6 gange om ugen.

Bonus for sprogentusiaster som jeg selv:

Disse dage læser jeg Katja Kullmanns ”Ecthleben”, der er en humoristisk beskrivelse af den kreative klasses værdier og selvforståelse. Hun indleder et kapitel med en refleksion over Short Cuts, der er Robert Altmans filmatisering af Raymond Carvers novellesamling ”What we talk about when we talk about love” (1981). Murakamis titel om løb refererer selvfølgelig dertil konkluderer jeg straks, fordi han netop er så belæst som han er – især inden for amerikansk litteratur.

December 20, 2012February 9, 2013

Når kreativitet og kunstneriske processer bliver katalysator for udvikling

De fleste ved det godt allerede: Vejen til udvikling går gennem HANDLING. De færreste går dog så modigt til værks som social kunstpioner Helle Fuglsang. Jeg var med hende i Tanzania i efteråret 2012 og har skrevet en reportage til magasinet Teater 1.

Her er et kort uddrag fra artiklen:

“Helle Fuglsangs mål er at styrke og udvikle kreativiteten hos mennesker. Hendes kunstneriske processer skaber empowerment og viser nye udviklingsmuligheder for mennesker i lokalsamfund.”

“Deres kroppe livede op. Pludselig var de ikke udsatte skæbner uden familie og fremtid. Den kreative energi gav dem en menneskelig værdighed tilbage.”

“Jeg laver et projekt, der involverer havnens folk og giver dem en anden oplevelse af deres hverdag. De siger, at de har tillid til mig, fordi jeg ikke er bange for dem.”

“For de fleste mennesker i Tanzania er kunst ikke kultur. Det er bare en del af det, de gør.”Performance på Bagamoyo Havn september 2012. Fra venstre designer Armani, der styrer kameraet, som projicerer performancen på havnekontorets mur. Interaktiv installationskunstner Nils Wiberg er den høje lyse skandinav i midten. En masai har givet ham tilnavnet ‘manden med skæg som en løve’. Til højre ses digital kulturformidler Karen Toftegaard med live-streaming kameraet. Foto: Mathias Vejerslev.

Se hele artiklen her: Reportage: Tæt på solen i Teater 1, no 161 December 2012 eller køb det velskrevne magasin om scenekunst – Teater 1 lige her.

Du kan også læse blog-reportager fra turen på www.wilmaversion.dk – skrevet af ‘yours truly’.

September 9, 2012January 12, 2013

Hvad du kan lære af Murakami – eller løb for kreativiteten!

Den japanske bestsellerforfatter Haruki Murakami har skrevet en bog om at løbe ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2007 – dansk udgave 2009) – Ja det er ham med “Trækopfuglens krønike”, “Kafka på stranden” og “Norwegian wood”. Jeg har læst hans bog om at løbe i min ferie – i sengen hjemme i lejligheden på dovne morgener eller svalt-sene aftener, en tidlig morgen på en morgendugget bænk i Rødvig og i smug på den sorte Diamant, da jeg ellers havde sat dagen af til at arbejde på bogprojektet ”Hov! Hvem har taget min kreativitet?” (skrives i samarbejde med Eva Wang Gøttrup), i en frokostpause på min arbejdsplads (Teater Republique) indtil jeg pludseligt løb tør for sider og ufrivilligt måtte smide bogen fra mig.

Løb styrker koncentration og udholdenhed

Tidligere på sommeren har jeg higende slugt hans to første bind af trilogien ”1Q84” og mens jeg venter på 3. bind, der skulle udkomme den 29. august, har jeg hentet hans selvbiografiske bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” og fiktionsbestselleren ”Kafka på stranden” hjem fra biblioteket. Murakamis pointe om løb er blandt andet, at den styrker hans koncentration og udholdenhed. Det får mig til at tænke på Jørgen Leths cykelepos, selvom det jo ikke er en selvoplevet glæde ved at udføre en sportsgren.

Bohemeliv og fitnesscenter

Derefter leder det mine tanker hen på mit eget forhold til Bikram Yoga. Jeg begyndte for lidt over et år siden og har nu med korte pauser trænet 1-3 gange om ugen. Jeg har tidligere dyrket mange forskellige former for fysisk aktivitet: Håndbold, fodbold og standarddans, svømning, løbetræning. På et tidspunkt begyndte jeg til boksetræning i CIK. Jeg kan ikke huske hvorfor. Kvindeholdet trænede lige før holdet med Mikkel Kessler. Det var god hård træning af den gamle skole med arm- og mavebøjninger samt masser af løbetræning. Jeg fik dog aldrig lyst til at gå i ringen for reel. Det blev ved sandsækkene og boksning på motionsbasis et par gange om ugen i knap 2 år. Jeg rejste til Paris og senere til Berlin, hvor jeg berusede mig i kulturoplevelser og nye bekendtskaber med andre verdenssyn. Jeg forsøgte mig med lidt fitnesscenter, men kunne ikke rigtigt forene boheme-livet med en konstant, seriøs indsats i fitness-center. Og det dilemma kom til at præge de kommende år, kun afbrudt af perioden, hvor jeg skrev speciale og grådigt kastede mig over den brasilianske kampdan Capoeira. Derefter gik en del år med sporadisk fitness-træning i diverse træningscentre. Og først her for et år siden, hvor min hjerne var ved at eksplodere af tanke-overload, valgte jeg at gå ”all in” med Bikram yoga.

Hvad jeg taler, om når jeg taler om bikram yoga

Bikram yoga er en form for hot yoga, hvilket betyder, at du dyrker yoga i 40 graders varme. Du gennemfører 26 øvelser – altid de samme i samme rækkefølge – i 90 minutter, mens sveden begynder at dryppe fra din krop. Jeg kan godt lide anstrengelsen. Murakami beskriver, hvordan hans krop har godt af smerte, og at det er med smerte, du kan disciplinere din krop. For en letsindet vesteuropæer som mig, er det nok lidt for meget et lidelsesperspektiv. Jeg vil hellere fokusere på anstrengelsen og den derefter kommende udmattelse. Når sveden løber ned af mig og jeg fokuserer på min vejrtrækning føler jeg, at jeg tømmer min krop og især min tankestrøm for alt det, som ikke gavner mig.

Evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent

Murakami beskriver sit løb som en slags meditation, hvor han ikke tænker på noget – eller i hvert fald ikke kan huske, hvad han tænker på. Og den der følelse af at smide al unødig bagage hjælper mig til at koncentrere mig. Murakami har givet mig lyst til at løbe igen. Måske jeg bare skal kombinere Bikram yoga med løbetræning. Løbetræning har den fordel, at den kan udføres hvor som helst, nårsomhelst. Murakamis pointe er at de vigtigste ting, han har lært om at skrive har han lært ved at løbe næsten hver morgen. Det styrker hans koncentration og udholdenhed – de to vigtigste egenskaber for en forfatter. Han mener endda at evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent. Samtidigt pointerer han, at hvis man ikke kan koncentrere sig, så opnår man aldrig noget af betydning. Ja, den er lidt hård, men han har ret.

Næste gang jeg lige mangler den sidste motivation for at tage afsted til Bikram Yoga, så sender jeg en tanke til Murakamis lære om, at det styrker min koncentration og udholdenhed og dermed min evne til at tænke kreativt og komme i dybden med tingene.