Christina Prüsse Jensen – Karen Toftegaard ApS

marts 27, 2017marts 28, 2017

Kunst som katalysator for udvikling – case: Sydhavn Teater

Meningsfulde projekter

Hos Karen Toftegaard ApS ønsker vi at samarbejde med projekter, der er meningsfulde. Det kan f.eks. være det livsbekræftende projekt HAPPY END, hvor kunstnerne vækker livsgnisten hos ældre plejehjemsbeboere, når de sammen skaber dans, der handler om alderdommens kroppe. Det kan også være i form af børneteater som forestillingen MARSMAND, der lærer børn om mødet med en anden.

Det er vigtigt for os, at teater ikke bare er for teaterets skyld, men at der ligger noget dybere bag. Noget der får folk til at reflektere og noget som gør, at vi føler, at vi er med til at bygge en bro mellem mennesker eller skabe udvikling ved hjælp af kunsten. Det lyder måske lidt flyvende, men helt konkret kan det være, når man kan mærke, at en børneforestilling virkelig får fat i børnene og får dem til at grine, men samtidigt tænke og reflektere. Det kan også være en historie, som ingen har belyst før, men som har brug for at se dagens lys, fordi den sætter fokus på et vigtigt, nyt eller tabubelagt emne.

Sydhavn Teater er medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen

Der er altså mange forskellige måder, vi finder mening i et projekt og mange måder, som projekterne selv skaber mening. Derfor har vi også arbejdet tæt sammen med Sydhavn Teater. Sydhavn Teater har altid været en medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen, ved blandt andet at bruge ubrugte bygninger i deres arbejde. Dette giver Sydhavn Teaters kunstneriske udtryk en ny dimension, da de involverer sig i det lokale miljø og inkorporerer bygninger i Sydhavnen i deres forestillingen. Dette har skabt mange positive udviklinger i Sydhavnen. Københavns Kommune har f.eks. netop meddelt, at de vil bruge 1 million kroner på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første, der brugte kapellet, efter det havde stået tomt i mange år. Sydhavn Teater er dermed igennem sit arbejde med til at forny en hel bydel. Det er da en mening, der vil noget.

Vi har derfor taget en snak med Sydhavns Kunstneriske leder og skuespiller Mille Maria Dalsgaard om Sydhavn Teaters involvering i udviklingen af Sydhavnen.

Københavns Kommune har netop meddelt, at de vil bruge 1 million på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første der brugte kapellet, så hvordan føles det at have været medvirkende til at en bygning nu får nyt liv?

Mille Maria Dalsgaard:

”Det er helt utroligt fantastisk, at Københavns Kommune bakker op om at indfri det potentiale som Østre Kapel har som kulturelt samlingssted i Sydhavnen. Jeg er personligt rigtig stolt over, at det er lykkedes at komme hertil. Sidste sommer fik vi pludselig mulighed for at bruge Østre Kapel hele sommeren, og der gennemførte vi en rigtig ambitiøs festival for ung europæisk scenekunst: Scenesommer. Det er bl.a. den festival, som har bevist, at Østre Kapel er en bygning, der bidrager til at give publikum en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kapellet havde stået mere eller mindre tomt i 90 år, der stod fx. stadigvæk gamle ligvogne derinde, som var trukket af heste i sin tid. Så det var som en tidslomme at træde ind i, og den stemning klædte forestillingernes udtryk.”

Hvorfor har I valgt at lave jeres forestillinger i disse gamle bygninger? F.eks. er I aktuel med SKYGGE (Eudyrike siger) i industribygningerne i Sydhavnsgade.

”Jeg er meget fascineret af, hvordan en bygning påvirker et værk. SKYGGE (Eurydike siger) beskriver Eurydikes vej til dødsriget, mens hendes mand prøver at hente hende tilbage til livet. Forestillingen starter som en nærdøds oplevelse, hvor Eurydike slipper sin krop, hvorefter hun sammen med publikum helt konkret tager afsted på rejsen til Underverdenen, hvor Eurydike endelig kan forenes med alle de andre sjæle/skyggerne. Som publikum går vi så sammen med Eurydike igennem alle de her forskellige rum i to forladte, rå haller, mens hovedpersonen rum for rum tager afsked med dele af enten sin personlighed eller hendes tidligere omgivelser. Det giver hele Jelineks abstrakte og komplekse sprog en lineær fortælling, fordi vi med Eurydike gennemfører den rejse, hun er på.Forestillingens billeder får lov til at vokse ud af væggene, og vi bruger rummet aktivt til at skræddersy en hel unik oplevelse, der kun kan komme til udtryk lige præcis dér. For mig er det en magisk oplevelse og jeg synes, det tilføjer vores stykker noget helt særegent og ekstraordinært”

Skygge 3 — Kunstnerisk leder Mille Maria Dalsgaard i en regn af fjer – SKYGGE [Eurydike siger]. Foto: Lars Grunwald

Hvordan finder I helt praktisk locations til jeres forestillinger? Og hvordan påvirker stederne jeres arbejde?

”Som regel vandrer jeg rundt i Sydhavnen og får øje på et sted, som jeg så udvikler en genre fantasi til. Herefter popper der et navn på en instruktør op og så går jeg til vedkommende og spørger – om det ikke ville give mening at arbejde med fx. absurd teater – et intet rum fyldt med eksistensielle spørgsmål – i et forladt kapel, som det skete med Marc Wortel instruktøren fra Ashes to Ashes. Når der opstår muligheder for at bruge så markante lokationer som Østre Kapel og SydhavnsGade, så er det for mig en gave til kunsten, fordi jeg ved, de kommer til at tilføje et krydderi, vi ikke ville kunne få frem på en scene. Oplevelserne bliver bare altomslugende – man går rundt inde i værket og det åbner op for sanserne på en anden måde.”

Er det et bevidst valg at I er vælger gamle bygninger/ lidt skæve locations?

”Jeg tror, vi mennesker trives i sprækkerne, og jeg tror sprækkerne er vigtige for, at det hele ikke bliver for glat. For mig er det også vigtigt, at kunsten ikke er for glat, men porøs og sårbar. Virkeligheden består af så mange dele, fortid, nutid, fremtid. Gamle og skæve lokationer giver tit mulighed for at dvæle ved en tid, der har været, minder os om vores forgængelighed, kunstværket udspiller sig til gengæld her og nu og stedets potentiale peger som oftest fremad.”

SKYGGE 2 — Instruktør Anja Behrens har iscenesat nobelprisvinderen Elfriede Jelineks tekst “SKYGGE [Eurydike siger]” i industribygninger i Sydhavnsgade 28. Foto: Lars Grunwald

På hvilken måde mener du, at I understøtter en positiv udvikling af Sydhavnen?

”Sydhavn Teater har eksisteret siden 2013, og mit arbejde for at etablere teatret begyndte tilbage i 2012. I den tid har vi været med til at sætte kunst og kultur på dagsordenen og vi har bidraget til at skabe fokus på, hvor meget oplevelser fungerer som et socialt kit i en bydel, der er fyldt med modsætninger på alle parametre. Vi arbejder på så mange planer: bydelsudvikling, opsøgende og udviklende arbejde ifht. unges egen scenekunstneriske stemme og bidrager med et væld af anderledes teateroplevelser, der har sat Sydhavnen på teaterlandkortet. Teatret har på sin vis været med til at re-brande bydelen, som tidligere i bedste fald var glemt. Nu er der mange stemmer, som gør opmærksom på, at vi kan noget særligt i Sydhavnen, og her har teatret klart været en medvirkende faktor. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Sydhavn Teater netop er bydelens teater, og at Sydhavnerne er stolte af, at det er lykkedes at få sit eget etablerede teater. Det er jeg rigtig glad over og super stolt af – for hele mit arbejde udspringer af en stor kærlighed til bydelen.”

Hvorfor har I netop valgt Sydhavnen som arbejdsplads?

”Det korte svar er, at jeg er opvokset her. Det lange svar er, at jeg oplevede et stort potentiale for flere professionelle aftenoplevelser i bydelen, da jeg flyttede tilbage efter mine mange år i Tyskland. Her følte jeg, at jeg med mit virke og mine evner kunne gøre en forskel. Meget har også været tilfældigt. Det har bare føltes så rigtigt, og derfor er jeg blevet ved og ved og ved.”

Indtil den 5. maj spiller Sydhavn Teater deres forestilling ”SKYGGE (Eurydike siger)” i industribygningerne i Sydhavnsgade 28. Den 8. – 23. juni spiller Sydhavn Teater i Østre Kapel igen.

december 9, 2016december 30, 2016

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard

Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det. Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende. Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

december 8, 2016december 8, 2016

Den kreative feminisme og hvilken betydning det har på fortællingerne om de måder, vi samarbejder på.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og er i praktik hos Karen Toftegaard ApS. Dette indlæg er en del af serien ”Andre menneskers stemmer”. Når man har arbejdet dedikeret inden for kunst og kultur i mange år, så opstår der mange blindvinkler. Derfor er det så vigtigt at høre andre menneskers syn på forskellige aspekter i kunsten.

Karen Toftegaard

I forbindelse med den internationale performance festival WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”: Feminismen kan meget mere, end man lige tror!

I mine studier i International Politics og Development and International Relations har jeg altid haft fokus på feminisme. Hvordan feminismen som en teori og udgangspunkt er en alternativ måde at anskue det internationale samfund på. Hvordan det bidrager til en inkluderende anskuelse af verden. Den måde jeg har gået til mit studiemæssige arbejde på, har altså altid været påvirket af et feministisk perspektiv. Feminisme er for mig en tilgang til politik der gør, at man anskuer alle mennesker lige og lægger sine egne fordomme fra sig, for også at kunne betragte problematikker fra andre synspunkter. Det handler altså for mig ikke kun om, at kvinder og mænd skal have lige løn osv. Tværtimod mener jeg, at vi ved at blive ved med at fokusere på, at mænd og kvinder er forskellige fra hinanden, er med til at forstærke kønsgrupperingerne og opbygge flere barrierer. Feminismen skal altså ikke bruges som et våben mod mænd, men som et redskab der skaber en fælles forståelse.

Det gik dog op for mig til Works at Works symposiet, at mit udsyn har været begrænset til den internationale politiske sfære. Men feminismen kan bruges til meget mere end dét. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det feministiske standpunkt også kan gennemsyre kreative processer og performances. Jeg har været fokuseret på mit eget felt, og ikke betragtet, hvordan feminismen bruges i andre sammenhænge. Men hvor er det fedt at få udvidet sin horisont, for det er netop dét som feminismen kan – rive barrierer ned og give en et nyt udsyn.

“The WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”.

Som titlen antyder, så handlede symposiet overordnede om gruppearbejde. Samarbejde på tværs af kunstforme og landegrænser blev lifligt diskuteret og de forskellige performere havde hver deres tilgang til emnet.

Fragility, Courage and Hard work

Cecilie Ullerup Schmidt, der igennem tre år har orkestreret festivalen Works at Work lagde i sin åbningstale ud med at fortælle, at hun mente gruppearbejde handlede om ”Fragility, Courage and Hard work”. Først tænkte jeg, at gruppearbejde jo egentligt bare er gruppearbejde. Hvor svært kan det være? Men jo mere jeg summede over det, jo mere gav hendes ord genklang. For gu’ er det hårdt arbejde at arbejde sammen med andre mennesker. Vi ved alle, hvor svært det kan være at sætte en lampe op sammen med sin kæreste eller planlægge en ferie sammen med venner. Når vi så taler om samarbejde inden for kunstens verden, hvor man netop er skrøbelig og sårbar og udstiller sig selv, så kræver det virkeligt mod og hårdt arbejde at arbejde sammen.

Hvad er gruppearbejde egentligt?

Samtidigt stiller gruppearbejde også en masse spørgsmål. For hvordan kan en gruppe skabe solidaritet? Og kan gruppearbejde også være ekskluderende? Og hvad taler vi egentligt om, når vi taler om gruppearbejde i kunstens verden? Gruppearbejdet som en metode for kunstnere til at skabe en holdbart arbejdsliv sammen, er jo en meget anderledes ting end gruppearbejde som en kollektiv proces hen imod en performance.

Dagen igennem mødte vi kunstnere og performance producerende enheder, der sammen havde tacklet opgaven om gruppearbejde og alle havde godt tag i deres feministiske værdier, og hvordan dette influerede dem.

Især under samtalen mellem Samlingen og female trouble blev vi præsenteret for ideen om, at når man arbejder i en gruppe, så er det ikke kun de praktiske sider af at lave en performance der bliver lettere, men også at du tør mere, når du ikke er alene.

Samlingen

Samlingen (SE/CA/IS) lagde ud med at præsentere alle i rummet som kvinder. Alle der sad i rummet, uanset køn var en kvinde. Alle mænd der nogensinde havde ledet the Royal Danish Academy of Fine Arts, er kvinder. Man kunne være en kvinde uden hår, en kvinde der arbejdede med hår, en kvinde der hed Anna, en kvinde der hed Knud. Pointen var, at vi alle er kvinder, fordi vi alle har et fælles ståsted i det, at vi alle er til, og derfor er det ligegyldigt om vi er kvinder eller ej. Samtidig satte de fokus på, at vores arbejdshierarkier påvirker vores historiefortælling. Hvordan vi arbejder sammen har indflydelse på den måde, vi formidler. Historiefortælling kan blive gjort af en danser eller af en digter, det kan blive gjort fra mund til mund eller fra krop til krop. Det handler alt sammen om, hvordan vi vil formidle og hvad vi vil formidle. Man kan i kunsten videreformidle lige hvad man vil, for her er vi (sammen)lige hvad vi forestiller os og vi gør hvad vi forestiller os. Som de selv beskriver:

“Samlingen is about how we relate to history, how we think about working together, the hierarchies between work roles, who gets to be the boss and who should be the boss, the whiteness of the black box, the money, the sick leave and parental leave, about working only with people you want to sleep with, about stealing ideas, about feeling like you never will become anything and everyone already knows that.”

Deres performance sluttede ud i en fællesdans, hvor dansen blev betragtet som en kvinde. En kvinde der startede med fødderne velplaceret på jorden og endte med at være rystende og skrigende. I dansen kunne de videreformidle deres budskab om, at vi alle er kvinder – for i dansen er vi, hvad vi forestiller os og vi gør, hvad vi har lyst til.

En forestilling der umiddelbart virkede simpel. En flok kvinder der ytrede, at vi alle er kvinder og dernæst fik os til at danse igennem. Men budskabet var meget mere kompleks end dét. Samlingen fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge kunsten til at formidle de feministiske budskaber på en meget let tilgængelig måde. Vi kan nogle gange forsvinde i fine ord og abstrakte teorier der gør, at vi simpelthen giver op og dropper at forstå budskabet. Men her var deres performance så enkel men budskabet stod alligevel knivskarpt, til trods for dets kompleksitet.

Female trouble

female trouble (DE/IL/PL) fokuserede på forholdet mellem venskab og samarbejde. Er det overhovedet muligt at arbejde sammen som venner? Kan venskabet være rammen for et arbejdsrelateret samarbejde? Hvem er så ens chef? Og kan vi overhovedet arbejde uden de institutionelle normer? Spørgsmålene var mange og fik en til at sætte spørgsmålstegn ved de konventionelle tanker vi har, ikke bare om samarbejde men om livet. Hvorfor er der overhovedet et kollektiv? Og hvordan bliver man medlem? Kan et kollektiv eksistere med bare én person? Alle spørgsmål der fokuserer på vores tendens til grupperinger, både når det angår arbejde og i det offentlige rum, og hvordan vi håndterer det som et feministisk kollektiv. Det er netop spørgsmål som disse, som feminismen er så god til at tage op. Svarene kom bagefter i samtalen mellem female trouble og Samlingen. Når vi går sammen i grupper er det for at finde et kollektiv i vores ellers forskellige verdener. I kollektivet har man altid nogen at sammenligne sig selv med, nogen at dele tanker og ideer med og man er en del af noget. Når vi samarbejder udfordrer vi hvordan vi som individer fungerer og vores egen måde at arbejde på. Samtidigt skal man også være bevist om, hvilken kontekst man arbejder i og hvilke strukturer der spiller ind. Trods alt, hvad er så den kollektive intuition? Er det en person der leder de andre, eller?

Er samarbejdet gået tabt i det senmoderne samfund?

Cecilie Ullerup Schmidt sluttede sin åbningstale af med at sige, at hun kunne frygte at venskaber og samarbejde måske i højere grad er blevet erstattet af ”networking” i vores neoliberale hverdag. Og måske har hun ret. For handler det i vores samtid ikke i højere grad om, hvor og hvor meget man arbejder, hvilket projekt vi er i gang med og hvilket trin vi har nået på lønstigen? På kæmpe arbejdspladser kan man ende med at føle sig helt alene, for man arbejder reelt ikke med nogen. Så hvordan kan vi opretholde et kontinuerligt samarbejde?

I kunsten er samarbejdet i centrum

De forskellige performere til dette symposium illustrerede hver især i deres performance. De er ikke blot kollegaer og bekendte, men venner og familie og det finder de en styrke i. I kunsten er det netop samarbejdet der er i centrum. Den intimitet og fortrolighed man har med hinanden, den ville ikke kunne erstattes. Om det er samarbejdet mellem dem der står på scenen, eller mellem dem der står bag ’gardinet’, det er lige meget. Pointen er, at kunsten ikke ville kunne overleve uden det bånd, som samarbejde giver. De forskellige performere viser hver især, hvordan de har nedbrudt grænser og har skabt nogle rammer der gør, at de kan arbejde sammen i et fællesskab.

“The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”

Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak er en af de rigtig vigtige kræfter inden for feministisk, marxistisk og postkolonial tænkning. Hun slutter dette symposium af med at tale om ”Collectivity and Borderlessness” i den internationale politiske sfære. Et emne jeg umiddelbart ved mere om, end kreativt gruppearbejde. Alligevel bliver jeg sat helt til vægs. Spivaks historier og eksempler er komplekse og hendes pointer falder hurtigt og prompte. Fokus er på, hvordan vi selv som et kollektiv har skabt alle disse grænser i verden. Både fysiske grænser, men også grænser i form af forskellige sprog og dermed sprogbarriere. Grænser er noget af det første, den menneskelige psyke opfatter. Vi må som kollektiv lære disse grænser at kende, hvordan vi passer på dem og hvordan vi forhandler med dem. Men hvis disse grænser ikke eksisterede hvordan ville det så påvirker vores opfattelse af nationalisme og globalitet? Selvom en verden helt uden grænser synes umulig, mener Spivak, at det kan gøres muligt. Fysiske grænser, som ens pas, vil nok aldrig forsvinde, men en verden hvor grænserne er blevet udvisket af kapital, teknologi og viden om forskellige sprog er bestemt en mulighed i hendes perspektiv. Dette afhænger dog i høj grad af vores egen evne til at drømme om en verden, hvor lande og mennesker genovervejer deres loyalitet overfor grænser. Disse grænser er med til at underminere os som et kollektiv, ved at sætte forskelle op mellem klasser og racer. Spivak advokerede derfor for, at en kollektiv verden uden grænser er en verden der er omsorgsfuld og medmenneskelig. Som hun beskrev “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”.

Kan den kunstneriske feministiske agenda og den politiske feministiske agenda forbindes?

Og så vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at Spivak er hovedtaler til sådan et symposium, hvor fokus blandt andet er på kreativt gruppearbejde og hvor de resterende performances hovedsageligt var af kunstneriske grupper. Men jeg synes netop, at Spivaks foredrag illustrerer, at vi har brug for kunsten. Vi har brug for dette forum, hvor man kan nedbryde samfundets normer og udfolde sine feministiske ideer i et fællesskab. I kunsten eksisterer der ingen grænser, men man kan bevæge sig frit rundt, hvilket netop er den verden, som Spivak ønsker. Så måske er der i virkeligheden ikke særligt langt fra den kunstneriske feministiske agenda til den politiske feministiske agenda. Jeg har i hvert fald fået åbnet mine grænser efter dette symposium.

oktober 5, 2016oktober 5, 2016

Online 24/7 – Det er de unges hverdag.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og i praktik hos Karen Toftegaard ApS.

—

Jeg vågner op og det første jeg gør, er at tjekke min telefon. Jeg starter med Facebook. Er der sket noget nyt over natten? Er der nogle af mine venner, der har oplevet noget spændende, er gået fra hinanden eller har liket en ny sjov post? Dernæst bevæger jeg mig videre til Instagram og Snapchat. Jeg skal jo også tjekke op på de kendte. Har de postet et sødt billede af deres hund? Har de drukket den nyeste helsekostdrink eller skrevet en ny ”Live, Love, Laugh” post? Det er alt sammen meget vigtigt at følge med i. Til sidst slutter jeg af med at læse nogle nyheder. Lidt fornuftig skal jeg jo være. Efter denne seance på omkring 15 til 30 minutter kan jeg endelig bevæge mig ud af sengen, og dagen kan begynde. Mit navn er Christina. Jeg er 26 år og afhængig af min telefon og sociale medier.

“UNGE ER NØDT TIL AT VÆRE ONLINE”

Det gælder om at være på, om at være opdateret med de nyeste historier, nyeste trends og nyeste break-ups. For at kunne følge med i samtalen, bliver unge i dag derfor nødt til at være online. Og det er de rigtigt gode til at være her i Norden. Faktisk er ni ud af ti i de nordiske lande, online hver dag. Tre ud af fire unge mellem 13 og 23 år er dagligt på sociale medier som Snapchat, Instagram og Facebook. Det gør, at vi i Norden ligger blandt de 10 største forbrugere af sociale medier i verden. I Danmark er 87 procent af teenagere på Facebook hver dag, omkring 50 procent på Instagram dagligt og halvdelen af de 12-19 årige bruger snapchat dagligt (DR’s medierapport ”Medieudviklingen 2015”).

“ET ONLINE IMAGE ER AFGØRENDE FOR ENS LIV”

At være konstant online gør, at unges identitet ikke længere blot bliver formet i den ”rigtige” verden, men at deres selvfremstilling på de sociale medier har en stor indvirkning på deres identitetsdannelse. Vi sammenligner os selv med andre gennem sociale medier, både vores venner og kendte mennesker, som vi aldrig har mødt. Jeg får konstant beskeder om, at gamle klassekammerater fra gymnasiet har fået en ny topstilling, har købt et nyt hus eller er gravid for anden gang. Og jeg føler konstant, at jeg skal leve op til deres bedrifter og succes. Jeg føler et socialt online pres fra folk, jeg ikke har set de sidste 10 år, blot ved at se på deres statusopdateringer. Jeg er heldigvis ikke en del af den nye generation af indfødte digitale, for jeg kan kun forestille mig, hvilket pres de helt unge må være under, på sociale medier. Sociale medier er nemlig ikke bare noget, man tjekker en gang imellem. De er blevet en integreret del af de unges hverdag. Det er her al ens kommunikation med venner foregår, og her man får information om fritidsaktiviteter, skole og sociale aktiviteter. Unge forventer, at alle deres venner har Facebook og at man derfor på alle tider af døgnet, kan få fat på hinanden her. Man bliver nødt til, at have en online profil, der afspejler det image, man ønsker at have udadtil. Man investerer tid og nogle gange også penge i et ”online image”, og det kan blive et helt projekt og en afgørende del af en.

“SOCIALE MEDIER ER DET NYE VÆRKTØJ FOR SELVPROMOVERING”

Unge har ikke længere et privatliv uden for sociale medier, men sociale medier er derimod en væsentligt del af deres privatliv. Sociale medier er med til at forstærke de unges relationer til hinanden. Man er kun venner, når man har tilføjet hinanden på Facebook og kun ”rigtigt” kærester, når man har ændret sin status og har annonceret det på Facebook. Samtidigt muliggør sociale medier også relationer og fællesskaber på afstand og kan skabe en vis fællesskabsfølelse, selvom man ikke er sammen med andre. Hvis du ikke har en spændende online-persona kan de sociale medier også have den omvendte effekt, og virke ekskluderende for unge, der ikke formår at opbygge en interessant onlineidentitet. Sociale medier anvendes altså som en slags selvpromovering og iscenesættelse af de unges identitet, og det er derfor sociale medier har afgørende betydning for unges identitet.

“MAN FÅR BLOT EN LILLE DEL AF SANDHEDEN”

Jeg tror dog også, at unge kan glemme, at det ikke er alt, der bliver delt på de sociale medier, men kun det, som den enkelte person ønsker, at verden skal se. Det kan godt være, at hende den kendte blogger poster et billede af, at hun skal ud og løbe 5 km, men der er ikke et billede af, hvordan hun gik de 4 af dem, og stoppede og købte bland selv slik på den sidste kilometer. Det er jo ikke en ”nyhed”, og noget folk ville like, og det kan derfor være med til at ødelægge den perfekt opbyggede sociale identitet.

“ALT HVAD DU POSTER ER OFFENTLIGT TILGÆNGELIGT”

Fordi sociale medier er blevet sådan en integreret del af de unges liv og hverdag, kan det også være svært at forstå, at de ting man sender, deler og poster faktisk er tilgængelige for rimeligt mange mennesker og efterlader en del digitale spor. Hvis man googler sit navn, er der adskillige ting fra Facebook der dukker op, og hvis man ikke har lavet sin Instagram privat, så kan ens billeder ses af alle, i hele verden. Dermed kan de også misbruges. Det er f.eks. set ved Snapchat, hvor unge piger har sendt nøgenbilleder til deres kærester eller drenge, de er forelsket i. Drengene har så kopieret billederne, inden de forsvinder, og har delt dem i deres netværk. Selvfølgelig skal piger være i stand til at dele nøgenbilleder af dem selv med deres kærester eller bare hvem som helst, uden at forvente at de dukker op i alle mulige andre forummer. Men samtidig minder det også om, at unge bør tænke sig lidt mere om på de sociale medier og ikke bare trække på skulderen over, at de kan efterlade digitale spor. Jeg selv blev først for nyligt opmærksom på at man kunne se alverdens ting på min Facebookprofil – den var altså ikke gjort privat (hvilket jeg i øvrigt ikke anede, hvordan man gjorde). Jeg mødte en sød fyr i byen, han kom med hen til min dør og kyssede farvel. Da vi så var på vores første rigtige date, fortalte han, at han havde vist billeder af mig til sine kollegaer. Jeg anede ikke, hvor han havde billeder af mig fra, men han havde simpelthen luret mit navn på min postkasse og fundet mig på Facebook, hvor adskillige billeder og informationer altså var frit tilgængelige. Jeg fik ham straks til at hjælpe mig med at gøre min profil privat, og nu er vi heldigvis blevet kærester, og han må gerne se på alle mine billeder.

“GENERATIONSKLØFTEN KAN FOR ALVOR SES I ONLINEDEBATTEN”

Når det kommer til brug af sociale medier, er der et stort spring mellem voksne og unge. Voksne kan i mange tilfælde ikke relatere sig til de unges brug af sociale medier, og kritiserer dem for at være for meget online. De forstår simpelthen ikke, hvor vigtige sociale medier er i de unges liv, og hvor meget det betyder for deres identitet. Man skal være online hele tiden. Det skaber et enormt pres og udløser samtidigt også en enorm stress, når man ikke er online, da man føler, at man går glip af noget. Alle os unge kender følelsen af ikke at have sin telefon eller ikke at have net eller wi-fi. Det er ulideligt og man tæller bare minutterne til, at man igen kan være online og følge med i alt.

“SERR? KØDDER DU? HAR DU IKKE SET SKAM? ASS!”

Et godt billede på unges brug af sociale medier ser vi i den norske hitserie ”SKAM”. Jeg slugte selv de to første sæsoner på to dage og glæder mig ustyrligt til første afsnit af tredje sæson. ”SKAM” handler om en gruppe 16-årige piger på et gymnasium i Oslo, og fokuserer i hver sæson på en ny personlighed. ”SKAM” er blevet skamset af flere hundredtusinder seere, dog ikke i tv, men på nettet. Det har nemlig hele tiden været Julie Andems (skaberen af SKAM) intention, at ramme målgruppen på 16 år. Hvor gør man det bedre end på nettet? Serien er ikke blevet promoveret i nogen synderlig grad, men har i stedet fundet vej gennem omtale på sociale medier. Et par af mine veninder havde set serien, og jeg havde set forskellige bloggere skrive om den, men det var som om en teenage-serie ikke rigtigt tiltalte mig. Det var først, da Karen Toftegaard anbefalede serien, at jeg tænkte, at det måtte jeg tjekke ud. Og er du gal, hvor bliver man revet med. Man bliver revet tilbage til gymnasiet, hvor man selv gennemlevede problemer med veninder, kliker og kærester. Dét, der for mig gør serien så troværdig, er, at det meste af kommunikationen foregår på sociale medier, præcis sådan som man forestiller sig det gør i en 16-åriges verden. Veninderne skriver til hinanden på Facebook, liker de populære drenges billeder på Instagram, og tjekker nervøst telefonen efter de har tilføjet hinanden på Facebook og venter på at blive accepteret. Det er et perfekt samtidsbillede på, at de unges liv bliver drevet af sociale medier. Det er her, det hele foregår. Samtidigt fokuserer serien også på det store pres, der bliver lagt på unge gennem de sociale medier. Alle pigerne sammenligner sig med hinanden og andre på skolen. De ser billeder af andre, der fester på Instagram, og ønsker selv at blive en del af inderkredsen og det perfekte sociale liv.

“FIKTIVE KARAKTERER BLIVER VIRKELIGGJORT”

Ud over selve serien, så har Julie Andem også bygget et univers op omkring karaktererne. Man kan således følge alle hovedpersoner fra ”SKAM” på fiktive Instagram- og Facebookprofiler, samt læse deres sms-korrespondancer på seriens hjemmeside. Hun bruger altså de sociale medier, som unge selv bruger, for at udvide oplevelsen af serien og igen ramme målgruppen og deres digitale identitet.

“MÅSKE VI EN GANG IMELLEM SKULLE HOLDE EN PAUSE FRA AT VÆRE ONLINE?”

Vi lever i en digital tidsalder, og vi kan ikke komme uden om sociale medier. Hvis man som ung gerne vil være nogenlunde med, så gælder det altså om at have en Facebookprofil, uploade billeder på Instagram, sende sjove hverdagsglimt på Snapchat, skrive sjove men gennemtænkte observationer på Twitter og udsende videoer på Youtube. Man skal være med over det hele, og hold nu op hvor gør det personligt mig forpustet. Jeg holder mig til, at poste den årlige ”Tak for fødselsdagshilsnerne” på Facebook, og følge med i de kendtes liv på Instagram. Men en kæmpe applaus til de mennesker, der formår at tage billeder af deres quinoasalat til Instagram og poste, at de har samlet ind for Røde Kors en søndag formiddag og løbet en halvmaraton om eftermiddagen (mon aldrig de spiser chokolade, og går i joggingbukser, når de kommer hjem, som alle os andre?). Så et råd til den nye digitale generation – tag alt med et gran salt, det hele behøver ikke altid at være så perfekt, som det ser ud…

…Imens jeg skrev dette blogindlæg tjekkede jeg min Facebook 3 gange og skrev 7 sms’er. Jeg sagde jo, at jeg var afhængig af min telefon og sociale medier.

Lige nu samarbejder Karen Toftegaard ApS med Noora Hannula og Pietari Kärki om danseforestillingen SNAP ME, 20.231 LIKES. Den handler om, hvor langt man vil gå for at få et like. Danserne udvikler og leger med deres figurer på deres instagram-profiler @fuck_my_fashion og @pietaku_kochebi og youtube – lige som i tv-serien ”SKAM”.